Hvad er et CVR-nummer – Hvorfor har du brug for et?
Tips / 28.03.2022
Hvis du skal i gang med at starte virksomhed op, så kommer du næsten ikke udenom et CVR nummer. Vi ved dog godt, at der er mange forskellige ting du skal holde styr på, når du går med tankerne om at starte en virksomhed – derfor får du her en nem og overskuelig guide om CVR nummeret, der dækker alt du skal vide om et CVR nummer.
Så bliver du ikke overrasket, hvis du får et opkald fra en skattemyndighed eller en kunde, der spørger efter det.
Indholdsfortegnelse
Hvad er CVR nummer?
Først og fremmest, så skal vi selvfølgelig lige have styr på, hvad et CVR nummer reelt er. CVR numre er basalt set identifikationsnumre for virksomheder. Alle virksomheder med disse numre er registreret i et national register – Det Centrale Virksomhedsregister. Det er et nummer på otte cifre og du bruger det i mange sammenhænge. For eksempel kan du skrive det på dine fakturaer og bruge det som identifikation overfor SKAT samt andre myndigheder du kommer i kontakt med.
Et CVR nummer fungerer også som en måde for dine kunder og samarbejdspartnere at tjekke din virksomhed på. Inde på registeret kan man nemlig slå virksomheder op med dette nummer og f.eks. se hvornår virksomheden startede, hvem der driver den, hvor den har adresse henne, og selvfølgelig årsrapporter og opgørelser. Det er særligt nyttigt hvis din virksomhed skal bruge investeringer, for så kan potentielle investorer tjekke om din virksomhed drives ordentligt.
I din søgen vil du måske også støde på noget, der hedder et p-nummer. Men hvad er et p-nummer? Det er relevant, hvis du har en virksomhed (en juridisk enhed), der har aktivitet på flere adresser. Så skal hver ”produktionsenhed” have sit eget p-nummer. Hvis du derfor driver en enkeltmandsvirksomhed eller en butik på én adresse, så behøver du ikke bekymre dig om det.
Hvordan får jeg et CVR nummer?
Inden du begynder på processen med at få et CVR nummer, så kan du også overveje, om det egentlig er nødvendigt at du har det. Hvis din virksomhed sælger produkter, så skal du have et CVR nummer (og højst sandsynligt momsregistreres på et tidspunkt).
Men hvis du ikke sælger specifikke produkter, så er den generelle tommelfingerregel, at når du omsætter for 50.000 kroner i en 12-måneders periode, så er det tid til et CVR nummer.
På den anden side, så kan man også argumentere for, at du egentlig bare kan få et CVR nummer med det samme, for at være på den sikre side. Det er nemlig ret nemt. Du skal blot forbi Erhvervsstyrelsens hjemmeside, hvor du logger ind med dit NemID og skal vælge hvilken type virksomhed du gerne vil stifte.
Hvad koster et CVR nummer?
Hvis du er bekymret over prisen på et CVR-nummer, så kan du tage det helt roligt. Det er nemlig ganske gratis at få et! Men du skal dog huske på, at andre omkostninger kan dukke, f.eks. til en revisor, men som udgangspunkt er selve nummeret ganske gratis.
Vi håber, at du har fået mod på at komme i gang med din egen virksomhed efter du har læst denne artikel. God fornøjelse!
Disclaimer: Vær opmærksom på, at indholdet af denne artikel og myPOS-bloggen generelt ikke bør fortolkes som juridisk, pengemæssig, skattemæssig eller anden form for professionel rådgivning. Du bør altid rådføre dig med en professionel, før du tager handling, da detaljerne i din situation kan afvige væsentligt fra andre tilfælde.